Rex & The Djurswaymen – tilbage til rødderne Der er lagt op til en lystig og særdeles velspillet musikalsk legestue, når den norddjurske sanger Rex Jensen dukker op på det nye spillested i Ebeltoft fredag d. 13. juli. Med sig til at bakke op har han nemlig 2 yderst kompetente og efterspurgte musikere, pianisten Rasmus Stenholm og guitaristen/violinisten Jens Falck.
Da Rex Jensen for et lille års tid siden startede The Djurswaymen, var det for – sammen med de bedste nuværende og tidligere djurske musikere, han kunne opdrive – at dyrke sin store passion for rock & roll-musikken og dens rødder. Han har håndplukket en perlerække af sange, der strækker sig fra tredivernes og fyrrernes blues, hillbilly, texas swing, jazz og country frem til den ”ægte” rock & roll i halvtredserne – for at slutte med en stribe numre fra en række af de engelske tressergrupper, hvis musik voksede ud af de selvsamme rødder!
Til det formål kunne han dårligt finde en bedre pianist end Rasmus Stenholm. Han er vokset op i Norddjurs, men det halve af sit liv har han spillet med Gud og hvermand i det århusianske musikliv. I øjeblikket er det mest Henning Stærk og Charlie Dee & The Twisters, han spiller fast med. Det er altså ikke tilfældigt, at han færdes hjemmevant i alle de ovennævnte stilarter, inkl. jazz, som han bl.a. har dyrket sammen med den strålende Århus-sangerinde Birgitte Laugesen.
Normalt er det syddjurseren Anders Lampe, der spiller guitar i The Djurswaymen. Men i hans fravær er det lykkedes at ”lokke” ex-djurseren Jens Falck til at spille med denne ene aften.
Og sikke en reserve at stille op med! Jens Falck er en sjældent dygtig og medlevende guitarist og fiolspiller både i eget navn med CD`en River of Faith og som side-man med Allan Olsen, De Nattergale, Dr. Hook o.m.fl. Også adskillige britiske folkrock-musikere spiller han jævnligt med – f.eks. Jerry Donahue (Fairport Convention) og Doug Morter. For et års tid siden flyttede han langt op i Sverige, og det er altså et rent lykketræf, at han pludselig dukker op sammen med Rex Jensen, som han tidligere har bakket op i årenes løb.
Gå ikke glip af denne enestående lejlighed til at høre de 3 i skøn forening! Publikum skal ikke forvente en færdigpakket koncertoplevelse, men til gengæld kan man glæde sig til spilleglad cafémusik af bedste skuffe!