Agnethe Melchiorsen er den ene tredjedel af trioen KaLåniLej? der udover sangeren og pianisten Agnethe Melchiorsen består af Gorm Askjær på guitar, Thomas Eiler Frank på trommer.
KaLåniLej?s lille besætning skaber en intimitet og et nærvær der komplimenterer Agnethe Melchiorsens meget personlige sange, på bedste vis. Arrangementerne giver på alle måder udtryk for den eklatante kreativitet hvert enkelt af trioens medlemmer besidder, og bærer præg af både det finurlige, vovede og skrøbelige men kan også være mere ’lige ud af landevejen’ pop inspirerede. Fælles for dem alle er, at de søger at skabe deres eget stemningsunivers, der gerne skulle bevirke en resonans i lytteren selv.
Numrene fordrer, i deres originalitet og ligefremhed, at man lytter til og reflekterer over arrangementerne og de sproglige finesser der ofte kendetegner teksterne. Disse tekster handler mest om kærlighed –den ulykkelige af slagsen, om regnvåde dage og busser der kører før tiden. Men også om glæden ved at erkende at alle sådanne ting ikke nødvendigvis skal udgøre essensen af ens tilværelse, men godt bare, ind imellem, kan figurere i periferien.
Til denne solokoncert vil man høre hvordan sangene tager sig ud blot med sang og klaver, fremført med indlevelse og humor!