Program Dec - Maj

PETRUSKAS JULEHJERTE
13. december 2017
læs mere »
GUNNERTOFT GOSPEL SINGERS
26. januar 2018
læs mere »
DIE HERREN - U2 WeltKlasse Show
24. marts 2018
læs mere »
Se tidligere arrangementer »
 

Cæcilie Norby

7. marts 2015 kl. 20.30

Entré: 200 kr. (medl. 150 kr.)

Forsalg: Turistkontoret 8634 1400
eller online:

KONCERT:
www.billetto.dk/caecilienorby

Det her er en enestående oplevelse: Cæcilie Nordby tager på en intim turne med Lars Danielsson (kontrabas). De spiller sange fra Cæcilies STORE bagkatalog ... begrænset antal pladser!

Det bliver en intim og enestående koncert i Ebeltoft Kulturhus.

SAMARBEJDE: Jazz menu på Molskroen Strandhotel
Før koncerten: Jazz menu på Brasseriet - 2 retter ved Michel Michaud = Pris 295,-

Der er ca. 8 km. fra Molskroens Strandhotel til koncertstedet.

Efter koncerten:
Late Night Snack inkl. 1 glas vin i Brasseriets Bar
Pris i alt Inkl. Jazzmenu og overnatning med Brasseriets morgenbord i alt: kr. 995,- Se mere på www.molskroen.dk

Den danske jazzsangerinde er som den gode flaske rødvin i samlingen, der bliver bedre og bedre med årene. Det er utroligt, som hun kan overgå sig selv, år for år, plade for plade. Et enigt anmelderkorps har taget hendes to nyeste udspil, Slow Fruit (2005) og I Had A Ball (2007), til sig med ord, der sjældent ses smukkere: "Så melodisk formfuldendt, at man må slå efter i covernoterne for at tjekke, at der ikke er tale om en version af en glemt klassiker", skrev Jyllands-Posten om førstnævnte, mens B.T. konstaterede, at Cæcilie er en "dronning i verdensklasse" og ledsagede udnævnelsen af samme album med fem stjerner. Blot for at citere fra to medier.

Superlativerne var ved at træde hinanden over tæerne, men der ER også tale om usædvanlige plader. Og Cæcilie Norby er en usædvanlig kunstner. Hun har altid tænkt, levet og åndet musik. Hun er født og opvokset i et musikalsk hjem (moderen er operasanger, faderen komponist), og hun begyndte derfor selv at optræde tidligt. I starten og midten af 1980´ene var hun frontfigur i jazz-, funk- og fusionsgrupperne Street Beat og Frontline, men første gang et stort publikum for alvor stødte på hende, var i 1986, hvor hun var den ene vokale halvdel i One Two. Med en særlig westcoast-inspireret funky, poprockstil scorede gruppen nogle solide radiohits med bl.a. Midt i en drøm, Billy Boy, Hvide løgne og Jeg ka´ gi´ hva´ du vil ha´ og solgte vognlæs af deres to dansksprogede plader, One Two (1986) og Hvide løgne (1989).

Efter et engelsksproget album, Getting Better (1993), kastede One Two håndklædet i ringen, og Cæcilie Norby sprang kort tid efter ud som fuldblods jazzsangerinde med en respektindgydende indlevelse i sit sangforedrag på debut-cd´en Cæcilie Norby (1995). Internationale jazzkoryfæer som trompetisten Randy Brecker, pianisten Chick Corea, tenorsaxofonisten Rick Margitza og trommeslageren Billy Hart stod i kø for at medvirke på cd´en, som var det første danske album på det højt estimerede amerikanske jazzpladeselskab Blue Note. Inden nogen kunne nå at blinke, var Cæcilie Norby landets populæreste jazzsangerinde og den eneste med et reelt pladesalg uden for landets grænser.

Sådan har det været lige siden. Hendes personlige blanding af pop og jazz på My Corner Of The Sky (1996) behagede mere end 70.000 pladekøbere, som er uhørt for en jazzplade, og der var bud efter Cæcilie, som turnerede med materialet i tre uger i Japan, tre uger i USA og hele fire måneder i Europa henover sommeren 1997.

På det næste album, Queen Of Bad Excuses (2000), brød hun formlen fra de to foregående plader ved at skrive alle numrene selv, enkelte dog sammen med sin faste bassist Lars Danielsson, som også var co-arrangør og co-producer, og som lige siden har været hendes faste partner. Albummet udkom i Europa, Australien, Japan og Sydafrika og blev favorabelt modtaget over alt.

Efter den rigt orkestrerede First Conversation (2002) udgav Cæcilie Norby endelig dét livealbum, som hendes store fanskare havde sukket efter i årevis. Når alt kommer til alt, har hun trods alt givet mere end 2.000 koncerter verden over i tidens løb, så scenen er nærmest blevet hendes andet hjem. Spillestederne Pizza Express Jazz Club i London og Sunside Jazz Club i Paris lagde lokaler og publikum til, og de to metropoler gav albummet dets titel London / Paris (2004), der udkom som det første album på det nystartede pladeselskab Copenhagen Records.

Cæcilie Norby tog året efter tråden op fra Queen Of Bad Excuses ved på ny at stå stort set for det hele selv på Slow Fruit (2005). På cd´en medvirkede trompetisten Randy Brecker på tre numre, og i sangen Big Time sang Cæcilie duet med Curtis Stigers. Det var således yderst kompetente kræfter, hun arbejdede med, og derfor var det ingen tilfældighed, at cd´en fik så flot en modtagelse af både kritikere og publikum.

Der var også stor interesse for Slow Fruit uden for Danmark, og i efteråret 2007 udkom albummet i Italien, Polen og Tyskland, hvor hun også turnerede intensivt i slutningen af året. På samme tid udgav hun herhjemme cd´en I Had A Ball. Greatest And More (2007), der var indspillet live med Klüvers Big Band.

Efter 25 år som professionel sangerinde er Cæcilie Norby således stadig - og som noget helt ekstraordinært - på toppen. Et væld af titler og hædersbevisninger er faldet ned over hende i tidens løb, og ni Grammy- og Danish Music Awards-nomineringer vejer også tungt og taler deres tydelige sprog, men Cæcilie er ikke synderligt optaget af den slags. I hendes verden er der kun én ting, der tæller, og det er musikken. Som den har gjort, siden hun blev født.
 
 
 
  MINISTERIET • Ebeltoft kulturhus • Nørre Allé 4 • 8400 Ebeltoft • info@ebeltoftkulturhus.dk • tlf.: 86 34 00 33
 
rundtur