- Musik, fis og film fra den underholdende Los Angeles folk-duo Den amerikanske duo Bright Blue Gorilla har fundet deres helt egen niche: De rejser rundt med et show, hvor de først spiller et sæt med folk-orienteret musik på diverse akustiske instrumenter og undervejs fortæller stribevis af anekdoter. Så holder de pause, og så viser de en kortere spillefilm, de selv har skrevet, instrueret, produceret og spiller med i, om end de dog kun har mindre roller. Unægtelig imponerende, selvom der er tale om low-budget-film.
Sådan har duoen turneret i årevis og denne lørdag lægger de vejen forbi Ebeltoft. De spillede for få år siden en imponerende koncert i Øst for Paradis, og siden har rygtet om Bright Blue Gorilla spredt sig.
Bright Blue Gorilla består af ægteparret Robyn Rosenkrantz og Michael Glover, der begge synger og betjener en lang række instrumenter. Denne aften nøjedes de dog med at spille på forskellige akustiske guitarer, fløjte og en særlig "magisk tromme", som gruppen ifølge Michael Glover havde fået af Bob Dylan, der engang havde været ven med Robyns far. Måske en underholdende løgnehistorie, men på den anden side virker gruppen så helt igennem autentisk, at man næsten ikke kan få sig selv til at tro, at de vil stikke én en plade. Og Billy Cross har jo også engang spillet med onkel Bob, så hvorfor ikke?
Bright Blue Gorilla spiller som sagt en slags folkemusik præget af flotte vokalharmonier mellem de to sangere, fint fingerspil på de akustiske guitarer, enkle, iørefaldende melodier og humoristiske tekster, for eksempel sangen "And The Radio Played", om to 70'er-hippier, der tuner in, dropper out og digger life, men hvor deres gode liv sammen går i opløsning, da hun finder en anden kvinde og han en anden mand. Robyn Rosenkrantz og Michael Glover kan selv bestemt godt minde om et par hippier, som i øvrigt både er vegetarer og selv syr deres farvestrålende tøj, og synes man, den slags er passé, vil man nok ikke bryde sig om gruppen, men holder man stadig idealerne i hævd, vil man formodentlig elske dem. Jeg hælder mest til det sidste. Og underholdende er de i hvert fald, når de eksempelvis med fællessang og førnævnte magiske tromme forsøger at lokke og hypnotisere folk til at købe deres cd'er og dvd'er.
Alt i alt en underholdende og ganske alternativ musik- og filmaften, som vi roligt kan anbefale, når Bright Blue Gorilla kommer forbi din by.
http://www.brightbluegorilla.com/
And movie trailers here: http://losewithenglish.com/