Bluesfestival prismodtagerne henholdsvis 2007 og 2008 har stukket hovederne sammen til en hyggelig bluesaften. Bag den fine hæder til dem begge, skal man nok se på deres internationale erfaringer og kontakter. De har øst af den tyktflydende bluessuppe og suget marven til sig fra legendernes ben. De har spillet sammen med et utal af andre danske, såvel som udenlandske bluesmusikere som Lazy Laster, Muddy Waters Jr., Big Joe Louis og James Harman. Peter Nande har i mange år været frontmand for sit Chicago bluesband “Peter Nande Band” og turneret Europa tyndt. Han er kendt for sin sprøde mundharpe og udadvendte stil. Tim Lothar begyndte efter 25 år bag trommerne hos bl.a “Lightning Moe” at dyrke sangen og den akustiske bluesguitar, for at udforske den klassiske amerikanske Delta Blues. Det er blevet sagt om Tim; “Udenpå er han hvid – men indeni er han sort som en kulmine”. Tim's seneste cd udgivelse modtog prisen "Årets Danske Blues Album" ved Danish Music Awards 2009.
Denne særlige aften er sliderøret og den rustne dobro guitar fundet frem, og de gamle mundharpeforstærkere er blevet støvet af, til en hyggelig aften med akustisk blues. Inspirationen er bl.a hentet hos gamle mestre som Charley Patton, H. Ledbetter, Willie Brown, Robert Johnson og Mississippi Fred McDowell.
Tim Lothar – Vokal, guitar Peter Nande – Vokal, mundharpe, percussion